Tilbage til oversigt

Nordvest-kvarteret


Storgården, Københavns Nordvest-kvarter.
Povl Baumann og Knud Hansen, 1935

Nordvest-kvarteret er bebyggelsesmæssigt et af de mest helstøbte i Københavns-området. Grundtvigskirken troner som vartegn majestætisk på Bispebjerg Bakke. Størsteparten af de almennyttige boliger er opført i 1930’erne og 40’erne og er karakteriseret af store solitære blokke med teglhængte, røde tage i parkagtige omgivelser. Det nyudviklede altan-karnap-princip vendt mod solen dominerer facadeudtrykket. Storgården, opført i 1935 af Povl Baumann og Knud Hansen, samt Bispeparken, bygget af Foreningen Socialt Boligbyggeri 1940-42 med Ivar Bentsen, Edvard Heiberg, Kooperative Arkitekter m.fl. som arkitekter, er de mest kendte eksempler. Men nabolaget rummer andre fremtrædende eksempler, for eksempel bebyggelsen ved Genforeningspladsen, Ivar Bentsens og Thorkild Henningsens Bakkehuse fra 1923 eller Danmarks første højhusbebyggelse på Bellahøj, opført 1950-55 af Kooperative Arkitekter m.fl.