Københavns Havn
Københavns Havn har gennem de sidste 30 år forandret sig ganske drastisk - efterhånden som de oprindelige havnefunktioner er blevet nedlagt. Først forsvandt kulbådene, fragtskibene, skibsruterne og de tilhørende havnekraner og pakhuse. Containere kom i stigende omfang til at varetage godsomsætningen i havnen. Til sidst bukkede B&W’s motorfabrik og skibsværft under for den øgede globale konkurrence i 90'erne. Sideløbende med denne udvikling opstod naturligt en debat om, hvad de attraktive havnearealer så kunne bruges til.
Snart blev der stillet krav om en egentlig overordnet plan og styring for, hvordan det skulle foregå. Toneangivende debattører og byplanfolk ville have retningslinjer for en levende omdannelse af havnen til blandede funktioner som for eksempel kulturelle institutioner, rekreative pladser og sociale boliger - men offentlige myndigheder og økonomiske interesser fik snart sat en stopper for denne målsætning. Resultatet er blevet udstykning på udstykning med sine steder et alt for tæt byggeri med ørkesløse, dominerende domiciler, der er for de få i stedet for folket - og som skæmmer mere end de forskønner byen.
Allerede i 70'erne blev der råbt vagt i gevær, da Akademirådet i 1979 udgav debatbogen "Havnen og Byen", hvori ansvarlige myndigheder og enkeltpersoner blev holdt fast på en god planlægning af Københavns Havn. Opfordringen blev et par år senere fulgt op af redaktør Kim Dirckinck-Holmfeld, der i bogen "Utopiens Havn" bl.a. skrev: "Lad os afstå fra denne stumpvise udstykning og i stedet bruge disse enestående arealer koordineret og til gavn for befolkningen, for byen og for landet... Lad dette projektkatalog være en påmindelse om, at det kan lade sig gøre at skabe rigdom, oplevelse og aktivitet."
Ideer manglede der heller ikke til en kreativ udnyttelse af havnen. I 1984 blev der udskrevet en idékonkurrence for havnearealerne - men besvarelserne gav ikke anledning til nogen positive fremskridt. Og i 1987 bragte dagbladet Politiken en debatserie under titlen "Køb en Havn", hvori kommunens evne til at forvalte opgaven blev betvivlet. Bl.a. skrev daværende formand for DAL, Jens Rosenkjær: "Den enestående chance, der er for at give hovedstaden et virkelig aktiv, kræver en organisatorisk nyskabelse. Det kunne være et selskab, der blev bemandet med virkelig professionelle folk, dvs. folk med den dynamik og kreativitet, der kendetegner virkelig dygtige forretningsfolk.... Derfor er det ikke rimeligt at forlange, at en havnestyrelse eller en kommune skal kunne løse opgaven".
I 1988 blev der nedsat et havneudvalg, der barslede med en betydningsløs betænkning i 1989. Tre år senere påpegede formanden for udvalget, Mette Kofoed Bjørnsen, dog, at det som nævnt i betænkningen var af afgørende vigtighed, at havnedrift og byomdannelse blev adskilt som to selvstændige opgaver. Hun pointerede, at havnedriften måtte sikres de nødvendige midler til de fortsatte aktiviteter, og at byomdannelsen måtte sikres de nødvendige arealer som grundlag for en helhedsplan.
Stik imod disse hensigter vedtog Folketinget kun en måned senere i juni 1992 "Lov om Københavns Havn", der fastslag, at Københavns Havn både skulle drive havnevirksomhed og tilrettelæggge og gennemføre omdannelsen af arealer, der var overflødige til havneformål. Dermed fik Københavns Havnevæsen mere magt som ejendomsspekulant - men samtidig måtte væsenet følge kommuneplanen.
Resultatet er velkendt. Københavns Kommune evnede ikke at anvende kommuneplanen som et kvalificeret styringsredskab. Helt galt gik det på Kalvebod Brygge og Fisketorvet, der blev solgt til Skanska for at være med til at finansiere Ørestaden. Bente Beedholm, direktør for DAL, konstaterede i Politiken, at salget og den påtænkte videreudstykning i enkeltparceller skete inden for rammerne af planloven - men at det ville medføre betydelige svagheder for sammenhængen og den arkitektoniske helhed for Københavns mest markante træk - havnefronten. Her i 2000 kan man se konsekvenserne af beslutningerne - en lang række massive, ufølsomme kontorhuse, et gigantisk indkøbs- og biografcenter samt et hotelbyggeri, totalt ude af proportion med byens øvrige skala og en visuel spærring for kontakten med de tilgrænsende bydele.
Retfærdigvis kom der dog mere facon og sammenhæng ind i planlægningen af andre områder. I Sydhavnen er Frederikskaj blevet bebygget med en række nye kontorhuse af høj standard for teleindustrien - eksempelvis Nokia af Hvidt & Mølgaard (1996-2000) og Sonofon af Dissing + Weitling (1999). På Langelinie-molerne er der ligeledes en vis sammenhæng mellem husene - hvis boliger er karakteriseret ved udelukkende at henvende sig til den bedrestillede ende af forbrugerne. Ind imellem ligger der kontorhuse af svingende kvalitet.
Både omdannelsen af Holmen og det tidligere B&W-område på Christianshavn er omfattet af helhedsplaner. B&W-området er anvendt til et stort domicil for Unibank/Nordea med Henning Larsen som arkitekt samt privat ejerlejlighedsbyggeri. På den anden side af havneløbet på Christians Brygge opførte Schmidt, Hammer & Lassen det markante Kongelige Bibliotek. Men et musikhus ved siden af blev droppet - fordi vinderen af arkitektkonkurrencen, Henning Larsen, selv sagde fra med den begrundelse, at grunden var for lille.
Store dele af havnearealerne er nu bebygget eller planlagt. Den tidligere industrihavn er omdannet til et magtcenter for pengevirksomheder og private foretagender. Folket blev taberen i spillet. Men for at rette op på udviklingen i 11. time besluttede Københavns Kommune i 2000 at indkalde bl.a. hollandske arkitekter for at skabe den længe efterlyste helhedsplan - for de resterende frie områder. Det gælder områder ved Langelinie nord for Kastellet og i Sydhavnen, hvor der bl.a. foreslås socialt boligbyggeri, anlagt på nye øer i havneløbet. Et folkeligt element som husbåde vil også fremover indgå i planovervejelserne. Nye lokalplaner skal nu fastlægge retningslinjerne for de ny boligområder – og der skal etableres et byomdannelsesselskab til styring af udviklingen.
Ved samme lejlighed foretog Henning Larsens Tegnestue volumenundersøgelser af Københavns Inderhavn, hvor det påvistes, at store kulturinstitutioner kunne indpasses uden væsentlige æstetiske gener. Takket være en milliard-donation fra A. P. Møller Fonden er et operahus på Dokøen med Henning Larsen som arkitekt blevet muligt - og i samme forbindelse er det besluttet at opføre et skuespilhus på Kvæsthusbroen. Denne opgave er overdraget Boje Lundgaard og Lene Tranberg, der i 2002 vandt en international arkitektkonkurrence. Initiativer, der kan rette lidt op på de skader, der allerede er sket andre steder i havneområderne.
http://www.nccrs.dk/ejdovrsf.html
http://www.eac.dk/prview.asp?ID=-25
http://www.aok.dk/E/V/CPHDK/0004/36/96/
http://www.cphport.dk
http://www.havnestadbolig.dk
http://www.havnestad.com
http://www.sjaelsoe.dk