Tilbage til oversigt

Arkitektur til søs - Havnens arkitektur


Københavns Havn med Mastekranen på Holmen i baggrunden

Københavns Havn er ved siden af Ørestaden det mest dynamiske udviklingsområde i hovedstadsområdet. Med de traditionelle havnefunktioners ophør og de tunge industriers forsvinden var der grobund for en ændret udnyttelse, der rigtig tog fart under den økonomiske højkonjunktur i 1990’erne. Det medførte bl.a. opførelsen af en lang række mere eller mindre heldige domiciler fra Kalkbrænderihavnen til Sydhavnen, kulturelle nybygninger som Det Kongelige Bibliotek, en fornyelse af B&W-området til bankhovedsæde og boliger samt en transformation af den tidligere flådestation Holmen til kunstnerisk uddannelsesby. Og mere er på vej: i inderhavnen opføres opera- og skuespilhus, Søndre Frihavn udbygges med en hel ny bydel, der bl.a. rummer en ny færgeterminal og det gamle Sojakage-område på Islands Brygge bliver også til et kombineret bolig- og erhvervsområde. Herudover arbejdes med planer for en ny hollandsk inspireret boligby i Sydhavnen – samt husbåds-flåder, nye badeanstalter og strandcaféer, der skal give havneområderne yderligere kolorit.

Mere om Københavns havn