Tilbage til oversigt

Frederiksberg

Den kommende ny metrolinje i København sætter også sit præg på Frederiksberg. Langs linjeføringen er der allerede skudt nye bygninger frem - og flere er på vej. Omkring Landbohøjskolen er der taget flere nybygninger i brug, Veterinær- og jordbrugsbibliotek (Erik Møllers Tegnestue, 1994), Forskningsinstitut for levnedsmidler (Erik Møllers Tegnestue, 1995) og en kontorudbygning (Dissing+Weitling, 1997). Længere ude af linjen er Frederiksberg Butikscenter (KHR Arkitekter, 1996) og den ny Handelshøjskole (Vilhelm Lauritzens Tegnestue, 2000) også taget i brug. Den gamle Frederiksberg Station erstattes af en ny metrostation (Arkitektgruppen Aarhus, 2003). Udbygningen fortsætter de kommende år med Handelshøjskolens nærarealer, et nyt bygymnasium på Sylows Plads (Henning Larsens Tegnestue), Solbjerg Stationsområde (Nøhr & Sigsgaard, 2000-2010) og Flintholm Station, hvor ringbanen krydser metroen.